At Verden til Feide har udrustet sig
 |
|
| At Verden til Feide har udrustet sig, | |
| blandt Konger, og Fyrster og Lærde er Krig. | |
| En strider med Pen, og en Anden med Sværd; | |
| Held os, som kan sidde saa fredeligt her! | |
| & | |
| 5 | Hvis Kongerne flittig forsamlede sig |
| og drak ved hver Tvist et Glas Viin paa Forliig, | |
| fik Jorden en evig, og ønskelig Fred, | |
| og Viintapperlauget floreerte derved. | |
| & | |
| Den Malurt, den Malurt, som kommer i Blæk, | |
| 10 | maa gjøre den Lærde saa stridbar og kjæk; |
| men hvis han først Smagen paa Viin kunde faae, | |
| han holdt sig til den, og lod Blækhornet staae. | |
| & | |
| Jeg lever i Fred med den samfulde Jord, | |
| min eeneste Fiende staaer for mig paa Bord. | |
| 15 | Med Flasken jeg fører evindelig Krig, |
| og var jeg ei stærkest, saa fældte den mig. | |
| & | |
| Til Vaaben! til Vaaben! og strider som Mænd, | |
| der frygte ei Fjende, og svige ei Ven! | |
| Den falder med Ære, der falder i Krig; | |
thi, Brødre! thi speiler Jer Alle i mig!
Med tak til Knud Lyne Rahbek & Kalliope |
Skriv en kommentar
