Gemt under: Nyt Parti, citat | Tags: citat, Den Store Litteraturfejde, Lars Frost
“Jeg satte mig til rette under Vilhelm Lauritsens smukke loft, det er et enormt loft, Terminal 2 er et enormt rum, og loftet med de runde lysindfald er meget smukt, og man sidder godt i Wegners lufthavnsstol, men bogen, jeg læste i for at få tiden til at gå, da jeg havde set mig mæt i mandlig harme, ægteskabelig skærmydsler, arkitekturdetaljer og elegant, praktisk design, kedede mig. Den savner helt og aldeles fremdrift, og det ærger mig, jeg skulle have lyttet til anmelderne. Det var det, de sagde, da den udkom, at bogen savnede fremdrift, og de havde ret. Anmeldere har ofte ret, det er min erfaring, så kan forfatterne brokke sig så meget, de vil, de burde lytte mere til anmelderne, i stedet opfører de sig som små, forurettede børn, vræler og sparker, som om de havde ret til en særlig plads i samfundet, en særlig god og privilegeret plads.”
(Lars Frost: Ubevidst rødgang)
LIGEGLAD I GLOR PÅ MIT TØJ JEG ER LIGEGLAD GRINER AD MIT HÅR DET TA'R JEG MIG IKKE AF. I LIGNER ALLE HINANDEN DET BEKYMRER MIT EGO MANGE AF JER BOR I FREDELIGE HUSE HVOR MAN IKKE KAN HØRE SKRIGENE FRA DEN TREDJE VERDEN GENNEM PEJSENS KUNSTIGE FLAMMER VED SÆRLIGE LEJLIGHEDER AFGIVER I JERES STEMME OG BLIVER STUMME. GIVER AFKALD PÅ MAGTEN DYRKER AFMAGTEN MED ORD SOM: "VI KAN ALLIGEVEL INTET GØRE" I KØRER I STINKENDE BILER LÆSER STINKENDE AVISER STINKER AF SELVTILFREDSHED OG AL DEN LORT I AFGIVER MED JERES KYNISKE LÆBER JEG ER IKKE LIGEGLAD.
