kastestøv

Jeg er ked af det folkens. Jeg forlader snart København. Noget andet vil ske, og det vil vende jer i jer. København er blevet en ubehagelig by, og det er trist, for det er min by. Jeg har ikke noget at tale med ret mange om. Digterne keder mig, og det står værre til med resten. For ikke at tale om rygeforbuddet. Jeg kan ikke eksistere i en by, hvor jeg ikke kan hænge om hjørnet over aviser, kaffe og smøger – måske et spil skak, hvis der er nogen, der kan spille det, men det er der sjældent. Men det er bare symptom. Kulturkampen er blevet en krig, og jeg er på tabernes hold, det står klart. Men det, der er virkeligt deprimerende, er, at så mange af dem, af jer, som jeg har regnet som kampfæller, har bøjet nakken og lallet over på den anden side, hvor magten er. Man mister modet, kampgejsten, når ens sociale position bliver truet, når man bliver pisset på. Alle er afhængige af at være noget, men ingen kan finde ud at være noget andet for andre. Jeg kan først og fremmest mærke forandringen i min krop. Jeg kan ikke længere tåle hykleriet. Jeg får røde knopper, og det ødelægger mit humør. Krigen er virkelig, men den træder kun tydeligt frem i grænszonerne, den lader sig kun se på tv. Jeg har en sort bog, hvor jeg noterer, hvem der opfører sig som røvhuller, og jeg har skrevet mig selv op. På mange måder interesserer det mig ikke stort, men jeg vender tilbage. Det klør i røvhullet, og det klør i fingeren.

(Det handler ikke om Ungdomshuset)