Konkluderende:

Hvis man ser homo sacer-figuren, som den, der afslører suverænen, som den, der afgør, hvem der ekskluderes og hvem, der er inkluderet, og den der kan indstifte uafgørligheden i undtagelsestilstanden, så bliver det muligt at nærme sig en forståelse af, hvordan de her behandlede værker agerer politisk.

Hvor Beck-Nielsen bruger homo sacer-strategien performativt i en virkelighed, der er blandet fuldstændigt sammen med teksten (som derved bliver en zone af uafgørelighed), og som ligesom flygtningen¹, afslører, at det nøgne liv i sig selv er rettighedsløst, bruger Thorup homo sacer-figuren repræsentativt i teksten (som helt!), der tilgengæld – gennem den brede distribution – bliver en politisk handling i den virkelighed, der findes hos den almene læser. Dermed rummer begge strategier et subversivt potentiale, som der efter min vurdering i høj grad stadig mangler en kritisk afdækning af – især i forhold til det litterære felt – hvis vi skal nå nærmere en bestemmelse af, hvad det politiske indebærer og i stadig stigende grad vil indebære i det 21. århundrede.

1”Bringing to light the difference between birth and nation, the refugee causes the secret presupposition of the political domain – bare life – to appear for an instant within that domain” (Agamben, 1998: s. 131)